Når du skal male soklen på dit hus, så er det vigtigt at gøre det rigtigt. Soklen er nemlig mere end bare dekoration til huset, men er en vigtig del af husets fundament.
Er din sokkel ubeskyttet, vil fugt, som trænger ind, have optimale vilkår for at nedbryde og svække soklen. Det får det hurtigere til at se gammelt og slidt ud og dermed sænkes husets standard og værdi.
Klargøring til maling af sokkel
Som med andre maleprojekter, så er det vigtigt at forberede sig ordentligt. Det inkluderer ikke kun det rigtige malerudstyr, men at få rengjort, udbedret skader, slebet og grundet soklen, for at få det bedste langvarige resultat.
Som det første, sørg så for at bruge afdækning, så du ikke risikerer at smudse dine omgivelser til. Herefter begynd at se hele soklen igennem og brug mørtel eller andet filler, til at reparere sprækker og revner eller andre skader du finder. Puds eller slib også gerne de steder hvor overfladen er ujævn.
Når det er gjort, så skal soklen gøres ren, inden du grunder den. Brug en stiv børste og vand, eller benyt en højtryksrenser til at fjerne alt skidt, smuds og alger fra overfladen.
Næste skridt til klargøring af soklen, er at bruge en grunder lavet til udendørs brug. Du skal bruge grunderen, alle de steder du forventer at male. Når grunderen er blevet påført, skal du vente til at den tørrer, før du begynder at male. Du kan typisk se på produktbeskrivelsen, hvor lang tid du skal vente.
Ovenstående skal sikre at malingen sætter sig bedre og ikke hurtigt skaller af igen. Derfor er det vigtigt, at du ikke springer direkte til maling af soklen.
Maling af sokkel
Nu skal du til at male soklen. Find den rette udendørs maling du ønsker. En diffusionsåben sokkelmaling eller silikatmaling, vil oftest være det optimale valg, da det lader soklen ånde og frigiver derved fugt og du undgår fugtskader og skimmel. Udover at den er åndbar, så er den typisk også vandafvisende og beskytter mod begroninger og vandindtrængen.
Når du maler soklen, så skal du gøre det over to omgange, for at opnå det bedste resultat. Sørg desuden for, at du gør det i tørvejr og ikke i direkte sollys. Den optimale temperatur for at male er mellem 10-25°C grader.
Skal du sokkelmale på træ, så har vi skrevet en guide om, hvordan du maler og behandler udendørs træ.