Hvorfor bør du vedligeholde dine træhavemøbler?
Det er en god idé, at vedligeholde dine udendørs træmøbler. Det er der flere grunde til.
Du hjælper med at beskytte møblerne mod vind, vejr og solens UV-stråler, samt mindsker risikoen for skimmelsvamp i træværket. Har du ikke malet dine træmøbler, så vedligeholder du istedete træets naturlige, smukke farve. Men uanset om du maler eller olierer din træmøbler, så forlænger du levetiden markant og møblerne beholder også det meste af deres værdi, hvis du en dag skal af med dem igen.
Er du i gang med at give dit udendørs træværk en overhaling? Så tjek vores guide til vedligehold af træterrasse eller hvordan du maler dit træværk.
Hvordan vedligeholder du dine havemøbler af træ?
Som udgangspunkt skal du gerne behandle dine udendørs træmøbler 1-2 gange årligt, alt efter brug og træsort. Processen er heldigvis den samme, uanset sort og møbeltype:
- Rengøring
- Slibning
- Oliering eller maling
Står dine havemøbler uden halvtag over sig, så anbefaler vi at du olierer dine møbler, i stedet for at male dem. Står de ude i regnen, så gør den vandrette overflade, at regnen ikke drypper af og får derved maling til af skalle af. Dette slipper du for, hvis du blot olierer dine træmøbler.
Rengøring af træhavemøbler
For at komme i gang med rengøringen, skal du bruge en stiv børste eller slibesvamp, vand og eventuelt en belægningsfjerner, hvis møblet er malet. Er møblet særdeles beskidt, så kan det være en god idé, at benytte rengøringsmiddel der er beregnet til træ, for at komme ordentligt til bunds.
Er dit havemøbel lavet af ædeltræ, som teak eller ceder, så har vi en god guide om behandling af ædeltræ.
Slibning af træhavemøbler
Efter at dine træmøbler er tørret, skal du slibe dem, før du påbegynder behandlingen af træet. Ved at bruge et slibeværktøj fjerner du splinter, løs belægning og jævner overfladen. Det hjælper olien eller malingen med at trække ind i træet og giver et bedre, flottere slutresultat.
Oliering og maling af udendørs træmøbler
Det er vigtigt at du olierer eller maler i tørvejr og uden direkte sol. Den optimale temperatur til denne del af processen, ligger mellem 10-25°C. Har du mulighed for at gøre det indenfor, så er du ikke afhængigt af vejret. Vær blot opmærksom på, hvilke typer af rengøringsmidler, olier og maling du bruger, da nogle produkter kan være skadelige at indånde. Det anbefales derfor at du gør det udenfor.
Er dine havemøbler malede, så skal du starte med at bruge en grunder til træet og lade det tørre til dagen efter. Brug herefter en maling designet til træ og udendørs brug.
Når træet er helt tørt efter rengøringen, så er du endelig klar til at male eller oliere træet. Når du maler eller olierer træmøblerne, så skal du gerne bruge to lag, med et mellemrum på 24 timer mellem hvert lag. Benytter du træolie, så skal du fjerne overskydende træolie med en fnugfri klud, såfremt det ikke er trukket ned i træet efter 15-20 minutter.
Vær igen opmærksom på, hvilken type træsort dit træmøbel er lavet af, da nogle ædeltræsorter kræver en bestemt behandling, før du får det ønskede resultat.